Jens Breum, Lars Trier, Peter Ingemann, Henrik Strube, Troels Trier
Jens Breum, Lars Trier, Peter Ingemann, Henrik Strube, Troels Trier
Røde Mor retur efter 33 år
Den originale besætning fra Røde Mors Rockcirkus var på Dansebjerg.

Af Jens Øster-Mortensen

Kunstnerkollektivet Røde Mor var en legende, mens de eksisterede, og i
starten af 70'erne var der mange forældre og andre borgere, der fik kaffen i
den gale hals, når Røde Mor rejste rundt i landet og fremførte deres
kraftigt politiske rockshow.
Målet for medlemmerne var at gøre opmærksom på deres socialistiske
tilhørsforhold og klassekampen i Danmark op igennem 1970'erne. Det var
noget, der kunne ruske op i datidens samfund, og diskussionerne var store,
når musikerne kom rundt i landet for at udbrede deres budskab til især
landets unge.

På Samsø i 1973
Samsø kom også med på Røde Mors landkort. Dengang var det den daværende Samsø Musikforening, der stod for arrangementer med både Røde Mor, Alrune Rod og No Name, der blandt andet havde Peter Ingemann og Henrik Strube som medlemmer.
Dengang spillede Røde Mor i Samsø Hallen, hvor der var stuvende fuldt af
festglade samsinger samtidig med, at bekymrede forældre sad hjemme og
tænkte, at nu gik verden af lave på øen. Alle overlevede dog showet og
stemningen i Samsø Hallen.
Det var Røde Mors eneste besøg nogensinde på Samsø - indtil i denne uge.
Nu har den originale besætning netop besøgt Samsø, uden der dog bliver
givet koncert på øen i denne omgang. Med Troels Trier, Peter Ingemann, Lars Trier, Jens Breum og Henrik Strube ved instrumenterne, er der i den forløbne uge blevet øvet på gammelkendte og nye numre til den turne, der bringer de ædle herrer rundt til 10 julekoncerter over hele landet.
Samtidig har medlemmerne indspillet en single i studiet på Dansebjerg
under kyndig vejledning af Poul Martin Bonde, der bor i Brundby. Singlen med titlen "Cirkus Mili", hentyder til hovedbudskabet på turneen, der kommer til at dreje sig om Irak-krigen, som alle er enige om mere og mere kommer til at ligne Vietnam krigen.
Peter Ingemann kan godt huske, han har spillet på Samsø og fortæller, at
de vist nok sov i et kollektiv et sted på øen, og Henrik Strube fortæller
også om dengang de besøgte Samsø med No Name, der også var et af de hotte navne i de år.
Troels Trier husker også, at han har spillet på Samsø i starten af
70'erne, men kan ikke lige sætte ø-besøget i perspektiv. Det kan han til
gengæld i hans politiske virke, hvor han ikke lægger skjul på, at Danmarks
deltagelse i Irak krigen er noget skidt.
- Nu har de danske soldater i Irak jo Anders Fogh til at optræde, så det
behøver vi ikke at gøre dernede, siger Troels Trier, der i går var ved at
indspille nummeret "Lil' Johnnys mund" fra LP udgivelsen "Johnny gennem ild og vand" fra 1970.
- Det nummer, der var aktuelt under Vietnamkrigen, er igen aktuelt i
Irak, hvor de danske soldater nu kommer hjem på samme måde, som Johnny gjorde det fra Vietnam i 1970, fortæller Troels Trier, som stadig har
fingeren på pulsen i den politiske arena.
I går blev der også lavet pressebilleder, hvor de gamle musikere sad i
kørestole iført nattøj, mens fem lokale sygeplejersker sørgede for deres ve
og vel. Den seance var TV 2 i Odense på øen for at optage til en
nyhedsudsendelse.
Om Samsø også igen får glæde af at høre Røde Mor på scenen efter 33 år,
er endnu uvist.

back