En sang om en funktionærs begravelse. Da menneskeligt arbejde og indsats er en vare, får den lille mand et sært uvirkeligt forhold til sin omverden. Han betragtes, ofte selv af sine nærmeste, som en slags nødvendig maskindel i produktionsapparatet. Først når "det lille hjul i det store maskineri" går i stå, bli'r der lejlighed til at tænke over hans menneskelige egenskaber.

Vokslys og laurbær
solen går ned
Trofaste funktionær
hvil her i fred
Aldrig har du haft en seng så blød
du blir først menneske når du dør

Endelig mødes vi
alle en dag
Alle har taget fri
for at takke af
Der står vi med kranse og slør
du blir først menneske når du dør

Konen hun er klædt i sort
ansigtet hvidt
Se - hun vender hovedet bort
og hun græder lidt
Hun har aldrig grædt for dig før
du blir først menneske når du dør

Ungerne er kommet hjem
de er rejst den lange vej
Lang tid siden du sidst så dem
for de undgik altid dig
Nu er ingen af deres øjne tørre
du blir først menneske når du dør

Nu står direktøren op
og han taler for dig
Han taler til din døde krop
mens han ser den anden vej
Han har aldrig talt for dig før
du blir først menneske når du dør

Så - nu er der takket nok
og festen er forbi
Se - der går den rørte flok
og låget smækker i
Se nu åbnes krematoriets dør
du blir først menneske når du dør

Mens jeg kører med bussen hjem
slår det mig, du:
Hvis du vågned' op igen
ville vi så elske dig som nu?
Nej - så ville det hele blive som før
du blir først menneske når du dør

Luk dette vindue