Hvordan opleves Røde Mors kunst i dag?
For nogen sikkert som dybt naiv. Det er rigtigt, at tiden med hippiebevægelsen og ungdomsoprøret har et skær af troskyldighed. Den kommer fra overbevisningen om, at verden kan forandres, hvis du vil, og at det kan nytte at appellere til folks sunde fornuft, samvittighed - og humor.
Der er sikkert for nogle et romantisk skær over det at arbejde kollektivt med kunst. Især for en generation, som er vokset op med valutaspekulanter og nyrige dot-com'ere som helte.

Den væsentligste grund til at Røde Mor kan forekomme virkelighedsfjerne idag, er dog nok, at verden i mellemtiden er totalt forandret. Den ny teknologi har revolutioneret produktionsmidlerne i et omfang og i et tempo, som ikke er set siden industrialismens gennembrud.
Den gamle verdensorden med to supermagter er erstattet af en markedsstyret verden med een eneste supermagt. Berlinmuren er væk, samtidig med at afstanden mellem rige og fattige lande vokser og vokser.
Multinationale firmaer og alliancer dominerer over de gamle nationalstater.
Den globale forurening er eksploderet. Det økologiske kollaps og drastiske klimaændringer er inden for synsvidde.
Det siges igen og igen, at vi lever i individualismens tidsalder, og at det er her, friheden findes. Det skildres som progressivt og moderne at leve uden idealer og uden fællesskaber. Samfundsborgeren er reduceret til en viljesløs forbruger, som pendler mellem job, supermarked og fjernsyn, styret af en ukontrolleret og global markedsøkonomi.
Kunsten dyrkes som underholdning og forretning og udfylder det tomrum, som tabet af mening og fællesskab har efterladt.
De gamle ideologier giver ikke længere brugbare svar på verdens og tilværelsens spørgsmål. De politiske partier forsøger i stedet at tækkes et pjalteproletariat af førtidspensionister og fremmedhadere og indrette politikken efter meningsmålinger og lobbyister.

Er der nye tider på vej?
Der er heldigvis mange, som holder galden flydende, deriblandt en generation af unge Attac-folk og NGOer, som er med til at skabe nye kreative politiske modeller og protest- og aktionsformer, som kan hamle op med den nye virkelighed.
Også nu er der brug for en kunst og kultur, der tager uretfærdighed og magtmisbrug op, som vi gjorde det i 70-erne.
Vi tror det. Vi tror, det var indignationen over uretfærdighed, solidariteten og medfølelsen med undertrykte hos os og i verden, som var med til at stoppe Vietnam-krigen, skaffe børnehaver, SU, forlanger ligeløn osv.
Vi tror, at bevidstheden om at kunne ændre samfundsforholdene og energien til at organisere sig og være aktiv, ofte blev formet og formidlet af kunsten, snarere end som resultat af dybe samfundsanalyser.En kunst, som kommenterer udviklingen og mobiliserer.
I Røde Mor fandt vi forbilleder i bl.a. 30-ernes kunst og politik. På samme måde kan en ny generation af kritiske aktivister måske finde inspiration i tiden før yuppierne og børnsmæglerne.
Der ligger stadig god energi i det, som mange vil kalde naivt og politisk utopi. Og vi tror tiden atter råber på satire og solidaritet; og handling.

RØDE MOR, foråret 2002