I begyndelsen var medlemmerne af det kommende kunstnerkollektivet primært billedkunstnere og to af disse, Troels Trier og Ole Finding, havde tidligere spillet traditionel jazz i en fritidsgruppe. Sammen med forfatteren Dea Trier Mørch skabtes grundlaget for RØDE MOR og trioen blev hurtigt suppleret med grafikerne Thomas Kruse og John Ravn, hvis percussionist karriere i Balkan Trioen og senere Savage Rose på det tidspunkt lå udenfor selv utopiens grænser.

Navnet RØDE MOR var nøje gennemtænkt.: Medlemmerne ønskede klart at gøre opmærksom på deres socialistiske tilhørsforhold samtidig med at MOR i såvel navn som logo gav udtryk for en langt mere vidtfavnende og medmenneskelig indgang til en klassekamp, som stadig eksisterede- især kulturelt- og som medlemmerne følte sig som en del af.

I slutningen af 60’erne var rockmusikken så småt ved at være en kulturradikal faktor i Danmark, men den havde stadig svært ved at bryde igennem i massemedierne og blev først og fremmest betragtet som en del af generationsopgøret. Det musikalske ungdomsoprør kom godt nok fra den velbjergede middelklassse i USA, men da musikken oprindeligt kom fra de sociale nedre lag, var det naturligt for den musikalske side af kollektivet at tage den til sig og bruge den i forbindelse med udstillinger af politisk plakatkunst. Først i en løs folkemusikformform, som langsomt skulle udvikle sig til den danske musikhistories største rockteater.

Denne bemærkelsesværdige EP blev musikgruppens første pladeudgivelse fra en flok musikere som med en undtagelse gjorde detteher for fornøjelsens skyld. Undtagelsen var guitaristen guitaristen Steen Mørch som også gjorde det for fornøjelsens skyld, men som i virkeligheden hed Lars Trier og var i gang med en uddannelse på musikkonservatoriet, og som af hensyn til nogle forældede konservatorieregler valgte at bruge pseudonym indtil han kort tid efter udgivelsen af “Johnny gennem ild og vand” opdagede, at det ikke mere var nødvendigt. Pladen er på mange måder enestående i dansk rockhistorie. Den blev udgivet af et nyt forlag, Demos, som opstod på initiativ fra De Danske Vietnamkommiteer. Pladen blev solgt fra Forlagets Bogcafé i København, men var ikke tilgængelig i almindelige grammofonplade forretninger. Initiativtager til EP projektet var Karsten Sommer, som var knyttet til Demos og havde produktionserfaring fra Danmarks Radios B&U afdeling. Han blev producer på pladen, og det hverv fortsatte han med indtil 1976, hvor han kom ind i selve kollektivet. “Johnny gennem ild og vand” blev grammofonpladehistoriens første danske Kult plade og den første dansksprogede udgivelse, som protesterede mod krigen i Viet Nam . Troels Triers raspende vokal og fortælling om Lil’ Johnny var lige så chokerende, som da Povl Dissing for første gang gav “Åh nej mor, gi’ mig en hest mor”, men budskabet var unægteligt et andet og trods billedsproget langt mere direkte, end det man hidtil havde hørt fra venstrefløjens troubadurer, og unge pladeekspedienter fik grå hår i hovedet over ikke at ane, hvordan de skulle få fat i den plade, som ivrige kunder spurgte efter de første mange måneder. “Johnny Gennem Ild og Vand” blev til gengæld langtidsholdbar, og det anslås at i tidens løb har solgt omkring 80.000 eksemplarer, hvilket må gøre den til en af de mest solgte EP plader i Danmark overhovedet. Naturligvis gav det også RØDE MOR blod på tanden...

BONUS CD (1970/74)

Det er værd at notere, at udgivelsen af Johnny Gennem Ild Og Vand ikke var inspireret af den svenske opblomstrende alternative musikbevægelse. Karsten Sommer præsenterede en LP med Fria Proteatren (dvs. NJA-gruppen) netop da de havde færdiggjort EP’en.

ROK ORK (1971)

Et lille årstid efter gik Røde Mors musikgruppe i studiet igen med en ændret besætning: Troels Trier var stadig ankermand som sangskriver , sanger, guitarist, mundharmonikaspiller og violinist og Lars Trier var stadig guitarist, denne gang under eget navn mens Ole Thilo havde forladt gruppen til fordel for mere musikalsk udfordrende opgaver i jazzmusikken (Bl.a. Cadentia Nova Danica) indtil han i 1975 en overgeng vendte tilbage til den politiske musikscene som medlem af FÆLLESAKKORDEN. 4 nye medlemmer trådte ind i musikgruppe. Michael Boesen på el-guitar (sav på Nylonvinden,) Finn Sørensen, bas, Jens Asbjørn Olesen, piano og harmonika og Poul Poulsen , trommer. De to førstnævnte var også sangskrivere og vokalister. Uden stilmæssigt at vælte kom Rok Ork også til at repræsentere flere stilarter i både tekst og musik. Michael Boesens sange var musikalsk stærkt påvirket af traditionel rock ’n roll og Finn Sørensens tekster slagsangsagtige og galgenhumoristiske. Troels Trier var musikalsk mere europæisk og (især) latinsk inspireret og teksterne havde et rigt billedsprog. Teksterne var selvfølgelig trykt og indlagt i pladens cover, som havde det karakteristiske Røde Mor logo , som skulle gå igen på samtlige produktioner, og som alle der husker 70’ernes kulturliv må kunne huske. Røde mors covers skulle også gennen gruppens 9 årige eksistens blive en væsentlig af Røde Mors særkende med skiftende medlemmer som kunstnere, i Rok Ork’s tilfælde Dea Trier Mørch.

Rok Ork havde stadig frivillige distributionsproblemer, idet den i lang tid kun blev solgt gennem bogcafeer. Alligevel blev den 1972’s 6. mest solgte plade i Danmark .

For nye lyttere: EEC= EF= Fælledsmarket...nu EU.

TA HVA DER ER DIT (1972)

Samtidig med at det undrende Danmark kunne undre sig over, at noget så alternativt og politisk kunne blive en at årets mest solgte LP’er gik Røde Mor i studiet for at lave den 2. LP. Ikke uden ændringer. De to sangskrivere og vokalister Michael Boesen og Finn Sørensen og Jens Asbjørn Olesen havde forladt Røde Mor på grund af politiske divergenser med resten af kollektivet (noget helt almindeligt på venstrefløjen i den periode) og Poul Poulsen flyttede til Århus. Sidstnævnte indgik i musikalsk samarbejde med de toneangivne på Jazzområdet som f.eks Holger Laumann, Anne Linnet og Østjydsk Musikforsyning. Finn Sørensen forlod musikken til fordel for en karriere som fagforeningspolitiker og Jens Asbjørn Olesen og Michael Boesen danne gruppen De Røde Raketter. Herefter blev Michael Boesen i en årrække Overkaj i satiregruppen 5X Kaj.

Det efterlod Røde Mor med Troels Trier som eneste sangskriver. Lars Trier skiftede delvist over til EL guitar, og multiinstrumentalist Kim Menzer kom ind som fast medlem på diverse blæseinstrumenter. På Ta Hva Der Er Dit var rockgruppen Røde Mor reelt reduceret til en trio med gæster, Bent Clausen, Jens Elbøl , mens grafik gruppen blomstrede , hvilket ses af de enkelte medlemmers bidrag til pladens omslag. Med brugen af trænede jazz - og rockmusikere, som Clausen og Elbøl og tilgangen af Kim Menzer fra Burnin’ Red Ivanhoe fik Ta Hva Der Er Dit et langt mere professionelt lydbillede med noget så usædvanligt som trombone ( Puh Puh Forbrug) og længere improvisatoriske forløb. Troels fordeler denne gang sin sangskrivning mellem det dystre og den satire som senere skulle udvikles i det helt store og visuelle cirkus.

Grindstedværket: Første store forureningssag i Danmarkshistorien.

Enhedsfronntsang: Evergreen fællessang for forsamlinger af arbejdere frem til 1980’erne hvor begrebet udgik til fordel for ordet lønmodtager omtrent samtidig med at proletar overgik fra en betegnelse til et sjældent brugt anakronistisk skældsord.

GRILLBAREN (1973)

Røde Mor får med denne LP to nye medlemmer , Peter Ingemann, bas og Peter Mogensen, trommer. Begge kommer ind i kollektivet, og det giver en fordobling af musikere , mens Kim Menzer forbliver fast musiker i rockgruppen. Både Ingemann og Mogensen kommer fra No Name som var fulgt i kølvandet på Røde Mor med politisk engagerede tekster på Deres LP “Fødelandssange” (Tekster af Ebbe Kløvedal Reich) i 1972.

Tilgangen af Peter Ingemann gav gruppen en tiltrængt praktiker. Til trods for at han var en veteran i det danske rockmiljø med medlemskab af grupper som Peter Belli’s Seven sounds, Young Flowers , Mermaid og ikke mindst duoen Skousen & Ingemann (senere Musikpatruljen) havde Peter Ingemann 4/5 revisor uddannelse og et naturligt organisationstalent, som var blevet brugt i Foreningen Musik og Lys, og som nu også kom Røde Mor til gode, efterhånden som live opgaverne i stadig højere grad tiltog. Der kom med andre ord orden i sagerne.

På Lp’en var Troels Trier primært stadig hovedsangskriveren . 2 af sangene s tekster blev skrevet af et andet medlem af kollektivet, forfatteren Niels Brunse og både Ingemann, Peter Mogensen og Lars Trier optræder som (med)komponister på 4 af sangene, og Peter Ingemann som vokalist på 2.

Både musik og tekster på Grillbaren er en yderligere udvidelse af Røde Mors univers. Teksterne går fra den indledende smædevise om forhenværende statsministre (Poul Hartling og Hilmar Baunsgaard) daværende udenrigsminister (Per Hækkerup) fhv. forsvars- og justitsminister Erik Ninn-Hansen (som senere skulle få en mærkbar genkomst ) daværende statsminister Anker Jørgensen og en besynderlig skikkelse ved navn Mogens Glistrup før han havde opfundet fremmedhadet- en sang som er udpræget til titelsangen som i sin eftertænksomme afdæmpethed er lige aktuel 30 år efter. Ind imellem peger en sang som Hotel Espana direkte frem mod den ramsaltede og overdådige satire, som Røde Mor skulle komme til at stå for et par år senere. Flere direkte angreb på den småborgerlighed som i høj grad er blevet tilskrevet socialdemokratiet kommer også stadig tydeligere frem på Grillbaren.

Musikalsk giver den faste bund Ingemann/Mogensen pladen en større musikalsk substans, og specielt Troels Trier bevæger sig lystigt frem og tilbage mellem forskellige genrer. Den poetiske miljø sang Fuglene er f.eks en vellykket kombination af Chilensk moderne folkesang og På Sjølunds Fagre Sletter. De enkelte musikere får også mere plads og specielt Lars Trier lyder som om han haft et kortvarigt og yderst heftigt kærlighedsforhold til den elektriske guitar.

For nye lyttere: Afløseren for Salvador Allende som Chiles regeringschef var hans banemand Augusto Pinochet. Det tog adskillige år for den officielle omverden i vesten at finde ud af, at han da vist nok var en skidt fyr. Man hæftede sig mere ved at han havde slået en del socialister ihjel og stillede sig tilfreds med det i en årrække, Englands forhenværende premierminister Magaret Thatcher befinder sig stadig i den tilfredsstillelse.

Hotel Espãna er skrevet mens Spanien endnu var et fascistisk militærdiktatur sturet af en efterhånden noget affældig generalissimo Fransiaco Franco (d.1975).

LINIE 3 (1974-75)

I 1974 tager Røde Mor yderligere et kraftigt skridt i retning af det totale rockteater og Troels Trier skaber den skikkelse, som han grundlagde med Hotel Espana: Den lille klumpedumpe af en intolerant gennemsnitsdansker i flerfarvet fangedragt og iført en eftertrykkelig lang næse. Gruppen besøgte i efteråret for første gang Sverige og blev hurtigt meget populær i landet, hvor den alternative musikbevægelse var både et naturligt og meget stærkt element i svensk kulturliv. Miljøet havde også flere grupper som lavede rockteater (Nationalteatern, Fria Proteatern, Nynningen), men disse grupper var mere docerende end humoristiske. Undtagelsen Hoola Bandoola Band arbejde kun fragmentarisk med det egentligt visuelle. Røde Mor blev en velkommen nyskabelse og formentlig også inspiration i Sverige.

Da gruppen gik i studiet for at lave Linie 3 var det som regulær rockgruppe. Det jazzede element var fjernet ved Kim Menzers afgang, Troels Trier havde midlertidigt lagt sine spanske indflydelser på hylden, og havde i øvrigt et andet spor at følge som solist ved udgivelse af pladen “Rosa”, hvor han optræder som mere inadvendt personlige sange end hos Røde Mor. Det giver plads til gruppens nye medlem Henrik Strube som sangskriver, vokalist og som guitarist i høj grad toneangivende i det nye lydbillede. Han faldt naturligt ind da han havde spillet sammen med Peter Ingemann og Peter Mogensen i No Name. Lars Trier havde i mellemtiden lagt el-guitaren og Røde Mor på hylden for at koncentrere sig om et travlt virke som studie- og akkompagnerende musiker i et væld af genrer og med et væld af solister bl.a. Troels Trier. Siden deres medvirken i Røde Mor har der løbende været samarbejde mellem Lars Trier og Kim Menzer. På “Linie 3” medvirker pianisten Lars Trolle (No Name) som gæstemusiker. Troels Trier er hovedvokalist på 4 af sangene og synger duet med Henrik Strube på titelnummeret. Strube har i øvrigt vokalen på to mere og Ingemann er sanger på indledningssangen. Interessant nok er man begyndt at synge andres sange. Troels Trier er vokalist på Brunse/Ingemann sangen “Hurra for atomkraften.” Parolerne er afløst af ironi; fremmedgørelse og isolation i et velfærdssamfund som er medlem af EF, men på vej ud i arbejdsløshed er væsentlige temaer i “Linie 3.”

BETONHJERTET (1975)

Dobbelt LP’en som blev optaget 5. oktober 1975 i Tatuba i København som indledning på en stor turné er egentlig det endelige vendepunkt for Røde Mor. Ved indlemmelsen af komikerparret eller som de selv yndede at kalde sig, gøglerne Clausen & Petersen blev det visuelle i gruppens fremtræden legendarisk også i kredse, som var politisk uenige med dem. I modsætning til de andre i kollektivet kom Erik Clausen og Leif Petersen begge fra arbejderklassen, og var begge uddannede som håndværkere (henholdsvis maler og tømrer.) De var også begge i gang med at forsøge sig som kunstmalere, og faldt over hinanden ved en udstilling på Den Frie i København på grund af en fælles overvældende træthed af fimsen i den etablerede kunst. I lighed med, hvad resten af Røde Mor havde gang i begyndte Clausen & Petersen at lade deres udstillinger foregå “på gaden” og fulgte det op med gøgl i et samspil som stadig kan slå gnister 30 år efter.

Røde Mor var nu ikke blot satiriske, deres humor kunne ydermere indeholde visuel komik som alle fra 5-80 år kunne grine af.

Alligevel kunne historien om Ib Sylvesters liv uden problemer omsættes til en dobbelt LP, idet Troels Triers tekster både gav en fortælling om den lille mand i klemme i systemet og en række sange, som dels kunne klare sig selv, samtidig med, at de havde en tidløshed som står helt klar årtier senere. Musikerne var de samme bortset fra at pianisten Hans Verner Ottesen blev tilknyttet i stedet for Lars Trolle.

Konceptet for “Betonhjertet” er Troels Triers, og han står for teksterne, til gengæld er musikgruppens 4 medlemmer (Henrik Strube, Peter Ingemann, Peter Mogensen og Troels Trier) samlet krediteret for musikken. Leif Petersen høres ikke på pladen, da har er en ordløs Ib Sylvester, Erik Clausen er udråber og præsentator (reciterende læge) af fænomenet Sylvester, mens Troels Trier er fortælleren og tager sig af de enkelte sange sammen med Henrik Strube og Peter Ingemann. Afslutningssangen på showet “Brødre lad våbnene lyne” er måske det eneste som virker lidt anakronistisk i Betonhjertet, til gengæld er det hjerte på rette sted i en naivistisk hilsen til den kvindekamp, som på det tidspunkt var godt i gang i hele Skandinavien. Kort tid efter udgivelsen ophører samarbejdet med pladeselskabet Demos. Både selskabets pladeproducer Karsten Sommer og Røde Mor beslutter at droppe samarbejdet, da Demos bliver for topstyret, og Karsten Sommer forlader forlaget til fordel for Røde Mor Kollektivet.

HJEMLIG HYGGE (1976)

Røde Mors sidste studieproduktion på eget pladeselskab bliver også den mest folkelige og udsendes som eneste Røde Mor produktion på cd i 1997. Hjemlig Hygge var en rock-revy som gruppen lavede i sommeren 1976 og som de gik i studiet med i september måned. Røde Mor musik- og teatergruppe var identisk Betonhjertet, og der blev ikke brugt gæstemusikere. Troels Trier var stadig hovedskribenten med en Erik Clausen tekst og Henrik Strube som komponist med 3 sange og Peter Ingemann med 1. Troels Trier er vokalist på 4 sange, Henrik Strube på 2 og Peter Ingemann og Erik Clausen hver på 1. Det er igen den danske såkaldte gennemsnitsfamilies magelighedsdyrkelse som må stå for skud. De socialistiske paroler er væk; målet er nu i satireform at gøre opmærksom på isolationen i et velfærdssamfund.

Pladen bliver på den måde nærmest profetisk, idet den teknologiske udvikling i løbet af den næste halve snes år langt skulle overgå Troels Triers mest dystre visioner, og et gensyn med TV optagelsen af Hjemlig Hygge produceret af Danmarks Radios Flemming La Cour viser at en stor del af sangene selv i den tids revyform ikke er blevet mindre aktuelle. Musikalsk er Hjemlig Hygge det nærmeste gruppen kommer på egentlig popmusik. , et enkelt klassisk citat (“Für Elise “ af Beethoven) optræder på “I Emhættens skær”.

TV produktionen bliver lavet et år efter LP’en og adskiller sig på flere punkter: Leif Petersen har en fremtrædende rolle, bl.a. i 5 (!) forskellige kvinderoller (!!) og en enkelt sang, som ikke er med på Lp’en , hvor sangen “Spray” til gengæld ikke er med på TV produktionen. Her bruger gruppen også en ekstra guitarist, Thomas Grue (Kim Larsens Starfuckers).

For nye lyttere: Der er ikke meget i Hjemlig Hygge, som fortaber sig i den historiske dunkelhed, snarere ting, man gerne ser glemt, men som hurtigt kan blive aktuelle igen i det nye årtunsinde. BERUFSVERBOT: En regel som fandtes i Vesttyskland i 70’erne om at undgå offentlige ansættelser af venstreorienterede.
Den hvide Vulkan er en omskrivning af et voldsomt opreklameret vaskepulver Ajax, som gjorde “rent som en hvid tornado” i biografernes reklamefilm

SYLVESTER’s DRØM (1978)

Røde Mor’s 2 sidste shows fra Saltlageret i København i december 1977 kom i uddrag ned på vinyl. Gruppen vidste selv, at det var slut, men holdt lav profil af hensyn til de andre planer kollektivet havde. Til lejligheden medvirkede gamle medlemmer af kollektivet (Lars Trier) og musikgruppen (Kim Menzer). Peter Mogensen var erstattet af Jens Breum (Niels Skousens gruppe) og Thomas Grue, som havde turneret med gruppen i Skandinavien det sidste halve år var med som guitarist. Pladen er blevet opfattet som en slags Greatest Hits, og den er da også retrospektiv med materiale helt tilbage fra EP’en og den første Røde Mor Sangbog, to sange har ikke før været på plade (De Hvide Kitlers Land og Gå Ud Og Gør Noget Ved Det). Røde Mors musikcirkus var nået så langt som det kunne med stor popularitet også i Norge og især Sverige. Rige blev de ikke, og det havde heller ikke været meningen. Hvis musikgruppen havde overskud blev pengene investeret i andre aktiviteter, ikke mindst Røde Mor Fonden, som de næste ti år skulle komme til at støtte den efterhånden stadig mere betrængte venstrefløjs kunstneriske aktiviteter.

Røde Mor eksisterer stadig som kulturinstitution og holder jævnligt orienteringsmøder om hinandens projekter, og de enkelte medlemmer er i de fleste tilfælde stadig aktive som kunstnere: For medlemmerne af Røde Mors rock cirkus ofte lidt på kryds og tværs: Troels Trier fortsatte som solist og fik senere et fast samarbejde med Rebecca Brüel (Jomfru Ane) i en videre udvikling af satiren over den selvtilfredse danske livsstil, ind imellem lavede han det satiriske teaterstykke “Natlægen” sammen med Niels Skousen, Anne Marie Helger, Helle Fastrup og Erik Clausen, der på den anden side blev en nyskaber af dansk film ved at vise at den danske folkekomedie kunne blive populær, selvom den fik et realistisk menneskeligt ansigt. Det gjorde han ofte som instruktør ig skuespiller i samarbejde med Leif Petersen som skuespiller. Han udviklede til gengæld Clausen & Petersen musikalsk på plade med medvirken fra “mikrofonsangerinden” Eva Madsen, og senere uden Clausen i gruppen Sylvester & Svalerne. Henrik Strube dannede Henrik Strube Band under stærk påvirkning af svensk rock, specielt Ulf Lundell, og Peter Ingemann var stort set med alle steder, som praktisk gris i stort set alle sammenhænge, foruden sin sideløbende musikalske samarbejde med Stig Møller, Kim Larsen og oprettelsen af gruppen Dream City med guitaristen Tømrer Claus som han tidligere havde spillet sammen med i Musikpatruljen og trommeslageren Bo Jacobsen (Blue Sun, Nada). Man kan mistænke manden for at have en skjult enægget tvilling, som han hiver frem i ny og næ, når han skal være tre steder på en gang (to kan han godt klare).

Røde Mor var en legende mens de eksisterede, men resultatet af gruppens arbejde kom i en årrække til at stå i skyggen af de enkelte medlemmers produktion. Der er der egentlig ikke nogen grund til, og da slet ikke her i begyndelsen af det nye årtusinde. Troels Triers lille tryghedsnarkoman af en gennemsnitsdansker ‘s næse er ikke blevet kortere i den tid der er gået i et samfund hvor idealist er den sandsynlige efterfølger til arbejder som det næste skældsord i et sprog , hvis identitet er under stærk falmen. Vi har brug for den kulturarv, som Røde Mor har kunnet give os. En del af den kan vi måske ikke bruge i praksis, men den kan give os inspiration til at tænke...selv.

© Erik Kramshøj