Rejs jer fordømte her på jorden,
rejs dig, du sultens slavehær!
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær!
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt!

Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst;
og Internationale
slår bro fra kyst til kyst.

Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
vor folkeret forlanger vi.
For at knuse tyvene, vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.

Vågn til kamp af jer dvale ....

Vi knuges under stat og love,
vi flås af skattens skarpe klo.
Og pligtfri kan den rige sove,
vor ret kan ingen steder gro.
Lad os kaste åget af vor nakke!
Lighed fordrer: pligt for ret!
Med pligterne vi tog til takke,
nu tager vi vor løn for det.

Vågn til kamp af jer dvale ....

Ved ofringen til Mammons ære
har guldets konger aldrig haft
et andet mål end det: at tære
på proletarens arbejdskraft.
Denne bande ved vor slid og plage
til en mægtig rigdom kom;
og når vi fordrer den tilbage,
forlanger vi vor ejendom.

Vågn til kamp af jer dvale ....

Med krigsbegejstring de os fylder,
de konger, før vi skal i slag.
Men voldens herrer væk vi skyller
på masse-mytteriets dag.
Bær da strejke-ånden ind i hæren!
Og på næste krigs signal
vi siger nej til "helte"-æren
og skyder hærens general!

Vågn til kamp af jer dvale ....

Arbejdere i stad, på landet,
en gang skal verden blive vor.
Den dovne snylter skal forbandet
forjages fra den rige jord.
Mange gribbe på vort blod sig mætter;
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter,
hvor solen altid stråler smukt.

Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst;
og Internationale
slår bro fra kyst til kyst.

Dansk gendigtning ved Hans Laursen ( 5. vers ved Carl Heinrich Petersen).
Melodi: russisk studentersang af ukendt oprindelse.

Luk dette vindue