Her skildres Sylvesters miljø, forstaden han lever i. Sangen er en kærlighedserklæring til det moderne kollektive samfund.

Solen går ned bag ved jernbanesporene
fodgængergaden er øde og tom
Men pulsslag blir ved i motorvejsbroernes
konstruktion af fantastisk beton

Et S-tog standser og skifter mandskab
og busser og taxaer kommer og går
Maskiner og mennesker fylder mit landskab
og strømmer så længe betonhjertet slår

Hvor skal vi gå
hvis betonhjertet går i stå
Jeg lytter og hører
betonhjertet slå

Neon blir tændt og i P-husets huler
høres der af og til lyden af skridt
Mit landskab fyldes af mørket som skjuler
forstadens højhuse lidt efter lidt

Men hjertet vil slå sig gennem natten
vi spiser og elsker - tar ud og tar hjem
Bevæges i byernes blodkarnet af den
bankende puls som driver os frem

Hvor skal vi gå
hvis betonhjertet går i stå
Jeg lytter og hører
betonhjertet slå

Luk dette vindue