Luk dette vindue
  BREVET

Hans elskede forlader ham. Samfundets konkurrencevilkår afspejles i alt for høj grad i deres forhold. Sylvester erkender det, men kan ingenting stille op.

Det er fredag aften - der er længe åbent
det er sent da han kommer hjem
Han sætter nøglen i låsen
åbner døren og går ind

Entreen er tom - hendes tøj er borte
han lammes af en pludselig skræk
Skabene gaber tomme og sorte
og han ved hun er væk

På sofabordet ligger et brev
han hoster nervøst - han er hæs
udenpå står: Det er længe siden at jeg skrev
det her men prøv at læs -

To skal man være jeg synes det er rigtigt
men jeg synes også det er svært
Og spørgsmålet er om det er så vigtigt
at tabet af frihed er det værd

Min elskede jeg går fra dig du
og jeg ved det bliver hårdt for dig
Men sådan som sagerne står lige nu
er det dig eller mig

Jeg ved du vasker op - jeg ved du laver mad
og trøster mig når jeg er træt
Men hvis vi to skal følges ad
må vi leve ned lige ret

Og det gør vi ikke - nej
inderst inde er du traditionel
Du vil herske over mig
fordi du ikke kan beherske dig selv

To skal man være det er rigtigt
men friheden den er størst
Hvis vi skal ha frihed er det vigtigt
at lighed kommer først

Han sidder stille med brevet ved bordet
det blir mørkt - men han er ligeglad
I mørket kan han ikke læse ordene
men han kan dem udenad.

Ja - han vender og drejer ordene
han siger dem igen og igen
Så trækker han skuffen ud af bordet
og tar papir og kuglepen

Han skriver: Min elskede farvel
du skal vide jeg forstår
Inderst inde ved jeg selv
at det er rigtigt at du går

To skal man være jeg synes det er rigtigt
og jeg synes også det er svært
Og man skal leve i lighed - det er vigtigt
og vi har aldrig fået det lært

Jeg ved også der er noget i
at jeg vil herske over dig
Men jeg har tænkt på det er fordi
at der er andre der hersker over mig

Hvordan skulle vi blive lige
hvis lighed kun var for os to
Kun hvis vi alle var frie
blev vi lige vil jeg tro

Måske i kampen for frihed
ville lighed følge med
Hvis vi kæmpede sammen for frihed
blev lighed en selvfølgelighed

To skal man være det er rigtigt
og friheden den er størst
Hvis vi sammen skal ha lighed er det vigtigt
at kampen for frihed kommer først


Luk dette vindue