Røde Mor 1969-78 : artikel af forfatter og kulturhistoriker Olav Harsløf : i det nye årtusinde
www.roedemor.dk

Klik her for printervenlig version af Olav Harsløf's artikel

I begyndelsen var ' 68
I marts måned vedtager 3-400 psykologistuderende ved Københavns Universitet en resolution om at udeblive fra al undervisning. Siden beslutter 150 af dem at barrikadere sig på Psykologisk Laboratorium i Studiegården under parolen: "Vi bliver her til vi får vores krav opfyldt." På Sorbonne-universitetet i Paris og på Berkely-universitetet i Californien sætter rektorerne i maj politiet ind mod de rebelske studerende. Det sker i meget lille målestok i Århus, men ikke i København.

Hvor oprøret startede gisnes der stadig om. Nogle siger Berkeley i Californien; andre mener Pisa i Toscana. Under alle omstændigheder breder det sig - ikke som en steppebrand, men som gnister, der antænder gamle krudtdepoter, overalt i Europa. 'Maj 68' kaster således ikke blot glans over Paris og Berlin, men indskriver så sandelig også mindre byer som København og Århus i historien.

Det eksplosive i oprøret er, at der syntes at vokse en forståelse frem mellem dele af arbejderklassen og den unge generation, både kunstnere og studenter. Vil magtstrukturerne i det kapitalistiske samfund nu slå revner? Vil organisationerne - partier og fagbevægelse - miste deres greb om lønarbejderne?

Der er gjort meget ud af at finde forklaringer på oprøret. Store ungdomsårgange, 'de gode tider', velfærdsstaten og udsigten til bedre vilkår for kunstnere og fuld beskæftigelse for akademikere har fået æren eller skylden for det, forskerne nedladende har kaldt "studenter- og ungdomsprotestbevægelsernes historiske lokalisering". Disse forskere har åbenlyst ikke fantasi til at forestille sig den antiautoritære idés omformning til politik samtidig forskellige steder i verden - som udover USA og Vesteuropa også indbefattede Østeuropa og Japan.
Netop 'samtidigheden' er det interessante i '68-oprøret. Det at en idé politiseres kvalitativt ens og på samme tid i storbyerne verden over. Denne 'samtidighed' skal snarere søges i kunsten - i musikken, billederne, teatret og litteraturen - end i sociologiske og økonomiske forhold. Den såkaldte 'verdenssituation' var vel heller ikke til at tage fejl af: Vietnamkrigen eskalerer og afslører USAs superimperialisme, og i Kina folder kulturrevolutionen sig ud med skoleelever og studenter som 'aktive deltagere i skabelsen af historien'.
'68-oprøret bliver en bevægelse. Eller også opsluger bevægelserne oprøret. Stærkest er Vietnambevægelsen; men modstanden mod NATO, EF, atomvåbnene og atomkraftværkerne ligger lige under. Politisk tegner det nye parti Venstresocialisterne (udbrudt af Socialistisk Folkeparti 1967) kærnen i '68, men også i SF er der plads til oprørerne. Derimod går grænsen ved Socialdemokratiet, hvis leder Jens Otto Krag, ikke som den svenske Olof Palme, kan gå i protestmarch mod 'USA i Vietnam'.
Den fjerne og eksotiske Vietnamkrig, som hver aften kan opleves i farver i dagligstuens TV- apparat, udgør oprørets egentlige scene. Her er rollefordelingen klar som dagen, imperialismemodellen er til at tage og føle på og kritikken af USA i enhver henseende let at begrunde. Talrige familie- og generationsopgør finder sted over dette tema: Var det ikke USA, som havde frelst Europa fra nazisme og fascisme, som nu selv er ude i samme ærinde i Sydøstasien?

Et af de synlige organisatoriske resultater af Vietnambevægelsen er forlaget og boghandelen Demos. Herfra udgår en række teoretiske bøger og pjecer med baggrundsmateriale til diskussionsbrug og mobilisering. Snart også grammofonplader. En række alternative forlag skyder op og udgiver ting, som aldrig ville have haft en chance på de gamle forlag.
Modstanden mod Vietnamkrigen fører til hidtil ukendt voldsomme demonstrationer. I årene efter '68 og helt frem til begyndelsen af 80erne kan venstrefløjen mobilisere tusindvis af mennesker til møder og festivaler i den københavnske Fælledpark og de tilsvarende lokaliteter i Århus, Odense og Ålborg. Det gælder Socialistisk Kulturfront, store 1. maj-stævner, Land & Folkfestivaler og Nordisk Gruppeteaterfestival; desuden kvindefestivaler og ø-lejre.
Det kvindepolitiske - som starter med rødstrømperne og det 'feministiske' bliver en af periodens markante bevægelser, som også sætter sig de dybeste spor i danskernes hverdag - får en ideologi, en praksis og siden hen også en teori. Femølejrene bliver et symbol; ligesom Thylejrene bliver det for hippier og Det nye Samfund: Her mødes en hel generation, holder ferie og udvikler tidens græsrodskultur og -politik.


Rock 'n' Roll
Rocken bliver '68ernes musik. Efter i nogle år at have famlet efter engelske og amerikanske forbilleder står de første rockbands klar i 1967 - med forsanger, el-guitarer, el-bas, el-klaver, trommer, forstærkere og højttalere. En saxofon kan der også skaffes plads til. Og i 1968 kommer så massepublikummet. Sjældent har en bevægelse og dens musik passet så godt til hinanden. På samme måde som '68erne ophæver autoriteter og opløser hierarkier, demonstrerer rockorkestret et kollektivt, ikke-solistisk musikalsk udtryk.
De første rockgrupper har fantasifulde, litterære og ofte engelske navne som Steppeulvene, Alrune Rod, Burnin Red Ivanhoe og Ache - og fremhæver ikke en enkelt musiker i navnet. De bliver ofte det samlende element ved demonstrationerne og de forskellige festivaler og andre af bevægelsernes højdepunkter. De etniske fusioner afspejler sig i navne som Buki Yamaz, Nana Banana og Salsa Na Ma, mens jazzrock, symfonisk fusion og funk høres hos Pakhus 1, Caracas, Secret Oyster og Cox Orange. Alle disse eksotiske navne er æstetiske udtryk for en international ungdomsbevægelse på dansk grund. De senere mere politiske grupper kalder sig Jomfru Ane Band efter Jomfru Ane-Teatret, Solvognen, Slumstormernes Orkester, Røde Vilfred, Røde Lue osv. - eller Røde Mor AGIT PROP efter det politiske kunstnerkollektiv af samme navn.


Kunstnerkollektivet Røde Mor
Røde Mor starter i 1969 som en gruppe billedkunstnere, der udstiller deres individuelle billeder på gallerier og i kunstforeninger. Det er Troels Trier, Ole Finding, John Ravn, Yukari Ochiai og Dea Trier Mørch. Foråret 1969 præsenterer det nydannede kunstnerkollektiv sig med et manifest i digt-form:

Røde Mor er revolutionens mor
De undertryktes og de svages og de forældreløses mor
Røde Mor venter dig, glemmer dig ikke og holder maden varm
Røde Mor er en vild og rasende løvinde
Røde Mor går med en olivenkvist i næbbet
Røde Mor er et sort får og desuden et rødt flag

Efter den første udstilling i Rådskælderen på Kunstakademiet udvides gruppen i efteråret 1969 med Ole Thilo, Tommy Flugt, Lars Trier og Thomas Kruse.

Gruppen nævner to kunstnere fra 1920erne og 1930erne som deres forbilleder og daglige inspiration: den russiske futurist og teaterskaber Vladimir Majakovskij, og den belgiske clartéist og billedkunstner Frans Masereel.
I det første Røde Mor-årsskrift juni 1970 fremlægger gruppen sit arbejdsgrundlag og manifest. Det hedder bl.a.:

"Den borgerlige kunstner og hans værk er en del af undertrykkelsen. Hans afhængighed af kapitalen har gjort ham til borgerskabets hofnar. Vi melder os på den anden side. Vi vil være med til at skabe DEN FRIE PROLETARISKE KUNST."

Årsskriftet indeholder tre citater - af auktionarius Arne Bruun Rasmussen, kunsthistorikeren Ernst Fischer og formand Mao. De er forbløffende enige. Bruun Rasmussen harcelerer over kunstkøbernes småborgerlige smag og angst for det kontroversielle: "Man kan li' fugle eller frugter eller allerhelst blomster, men døde fisk må det ikke være. Papegøjer er noget af det dejligste, man har - men bjørnejagter er ikke nemme. Og en mariner i stille sø er mere værd end i høj sø - alt for megen ballade vil folk ikke ha'. - Det er noget, der er sket efter sidste krig. Man vil ha' fred."
Ernst Fischer: "I et samfund, der er under opløsning, må kunsten, hvis den vil være sandfærdig, afspejle forfaldet." - Og Mao Tse-Tung:, "En kunst for kunstens skyld, en kunst, der står over klasserne, en kunst, der udvikler sig hinsides politikken og uafhængigt af den, findes i virkeligheden ikke."

Røde Mor er tydeligvis påvirket af den polariserede kunstdebat, der har fundet sted i Danmark siden 1965. Statslig uddeling af treårige arbejdsstipendier til modernistiske forfattere og billedkunstnere havde fremkaldt en storm af protester og en populistisk bevægelse, "rindalisme" med navn efter dens ophavsmand lagerforvalter Peter Rindal. For ham og hans tilhængere, der stod uden forudsætninger for at forstå disse kunstnere, bliver denne rundhåndethed i en sparetid dråben i bægeret. Og i de følgende år rettes stadige angreb mod statens kunstpolitik, mod kunstnerne - og ikke mindst mod de institutioner, der huser og legitimerer dem.
Røde Mor vælger at gå ind i den opståede kulturkløft med en ikke-modernistisk, realistisk-naivistisk udtryksform, der sikrer genkendelighed hos det store folkelige publikum - og især arbejderne.

1970-årsskriftet indeholder prøver på de enkelte medlemmers kunst - alle i form af grafik. Yukari Ochiais Ho Chi Minh, der skuer ned over amerikanernes månelanding, Thomas Kruses tegneserie om Kapitalens Fadervor, Troels Triers napalm-flygtninge, Ole Thilos sværtdekorerede US-general med bukserne nede om hælene, Tommy Flugts digt og billede "Tilegnet Lambrakis", Dea Trier Mørchs hyldest til de argentinske kunstnere, Lars Triers Nixon-karikatur og Andreas Trier Mørchs foto af en af kollektivets gavlmalerier i Holbæk.
Gruppen er således blevet udvidet i årets løb. Ud over de nævnte er også Alice Faber, Erling Benner Larsen, Anne-Mette Kruse og Pia Funder kommet til. Heftet er samtidig en præsentation og et visitkort, der fortæller, at Røde Mor tilbyder at komme med udstillinger og optræden: AGIT PROP.

Efteråret 1970 starter "Røde Mor AGIT PROP", som forklares således i årsskriftet:

AGIT PROP betyder AGITation og PROPaganda og forbilledet for de sovjetiske kunstnerkollektiver under den russiske revolution. - Samtlige røde mødre medvirker i Agit Prop. Nogle spiller, synger og læser op, andre mimer og danser, og atter andre viser lysbilleder. Vi bruger blandingen af musik og lysbilleder til at skabe en fællesoplevelse, som understreger det politiske indhold.

Og Røde Mor AGIT PROP er til stede overalt i København og provinsen, til Vietnamdemonstration og mod "EEC", Det økonomiske Fællesskab, som EU hed dengang. "Kunsten er ikke en skødehund, der skal klappes, eller et værdipapir, der skal smides i en bankboks." - Begrundelsen for agitpropoptræden er, "at udstillinger i gallerier er kedelige og når ikke det publikum vi vil i kontakt med."

I december udkommer Røde Mors første grammofonplade, EP'en Johnny gennem ild og vand. Troels Trier har skrevet tekst og musik; han synger selv og spiller sammen Steen Mørch /alias Lars Trier og Ole Thilo. Dea Trier Mørch har udsmykket omslaget med Røde Mors karakteristiske logo, men i den tidlige version med bløde skuldre og hovedet på skrå. Året efter bliver det endelige design udformet. Jacob Trier forestår lydoptagelsen. Forlaget Demos står for udgivelsen, som kun kan købes gennem bogcafeer og alternative butikker, men alligevel sælger over 80.000 eksemplarer.
Pladens fem numre hedder "Fuglen over Rio Grande" (om Che Guevaras død), "Rosa danser" (om Rosa Luxemborg og Karl Liebknecht sidste dans før de myrdes), "Du flyver dag og nat på Vietnam" og "Lil' Johnny's mund" (begge om den amerikanske soldat, der kæmper mod sine egne - folket). Og "Internationale". Pottiers socialistmarch fremføres af hele kollektivet. Historien hænger således sammen - fra Pariserkommunen i 1871 til Røde Mor i 1971.


Kollektive arbejdsformer
I løbet af året 1971 ophører Røde Mor med at udstille individuelt signerede værker. Fremover viser man kun kollektive billeder. Det har fra begyndelsen været en væsentlig del af Røde Mors arbejdsgrundlag at arbejde sammen med amatører i en kollektiv billedudvikling og -produktion.
Når en billedopgave skal løses, træder Røde Mors billedgruppe sammen til indledende diskussion. Idéer og motiver udvikles i fællesskab. De kollektive billeder og plakater er skåret i det medgørlige og billige linoleum. Årsagerne hertil er mange:

Linoleum er et billigt materiale, blødt at skære i og let at trykke. Man kan lave trykkene hjemme, men det færdige linoleumssnit kan også bruges direkte som kliché hos bogtrykkeren.
Linoleumssnittets grove karakter gør det velegnet til agiterende formål. Den klare sort-hvide kontrast er nem at reproducere i aviser, blade, bøger og på plakater. Ingen gråtoner går tabt, for de findes ikke.

Efter mange sammenstillinger, prøvetryk og diskussioner vedtages det kollektive billede eller den kollektive plakat. Væsentlighedskriteriet er billedets umiddelbart fortællende egenskaber - og dets politiske effektivitet.
Temaerne for de første kollektive plakater og illustrationer er solidaritet med de lavtlønnede, støtte til de afrikanske frihedsbevægelser, for færre biler og flere børnehaver, modstand mod EEC, og illustrationer til Debatteatrets udgivelse af en sangbog med Socialistiske sange , der udkom 1.. maj. Teksterne i 'den lille røde sangbog' er skrevet af Ernst Bruun Olsen, Jesper Jensen, Halfdan Rasmussen, Inger Christensen, Erik Stinus, Holger Petersen, Ivan Malinovski og Troels Trier.
Senere på året 1971 udkommer på forlaget Rhodos Røde Mor Illustreret Sangbog i kvadratisk EP-format med indlagt plade. Fuld af linoleumstryk, noder og guitargreb. Tekst og musik er udover Troels Trier, skrevet af tre nye medlemmer af gruppen Finn Sørensen, Michael Boesen og Per Almar Johnson. Illustrationerne er kollektive billeder - af politivold, vietnamesiske frihedskæmpere og meget andet. Pladen er indspillet af RØDE MOR ROK ORK bestående af Michael Boesen, Jens Asbjørn Olesen, Finn Sørensen, Troels Trier; Peter Vangkilde sidder ind på trommer. I slutnummeret synger hele kunstnerkollektivet "Østen er rød" i en fordansket og let ironisk gendigtning.
I løbet af året etableres Røde Mors Musikgruppe som en særlig afdeling. Efterspørgselen på politisk rock er hastigt voksende og der er bud efter orkestret. Det kræver større musikalsk professionalisme med øvedage og specialisering. Musikgruppen organiserer sig som et rigtigt orkester - "ROK ORK" (Rock Orkester).
I december 1971 udsender Forlaget Demos ROK ORKs første LP med numre som "Strømer kom og dans med mig" og "Rotten".


Ta hva der er dit
Det er blevet hverdag for den aktive '68er. Den radikale undervisningsminister Helge Larsen, der havde skabt flertal i Folketinget for mere indflydelse til de studerende, er alligevel kommet til kort og må nu tåle øgenavnet 'Onde Helge'. Uden for læreanstalterne blomstrer hippier, kvindebevægelse, bøssernes befrielsesfront og boligbevægelsen - og en efterårsdag i 1971 rykker nogle hundrede med solid repræsentation i alle disse bevægelser ind på den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn og udråber området til fristad med navn af Christiania. Samtidig er en polarisering af danskerne på vej for og imod EEC - en deling på tværs af partier og klasseskel, der som bekendt har holdt sig til i dag.

I løbet af 1972 sker der en større udskiftning i Røde Mor. En gruppe i kollektivet, inspireret af maoistisk klassekampstænkning foreslår Røde Mor opløst, så man i stedet for politisk kunst kan koncentrere kræfterne om den politiske kamp på arbejdspladserne. Diskussionen ender med en spaltning. Tilbage bliver en mindre gruppe, som fastholder det kunstneriske udtryk som deres politiske udtryk og våben. Gruppen supplerer sig herefter med Niels Brunse, Anne-Marie Steen Petersen, Dorte Fasting og Kim Mentzer. AGIT PROP-dagsordenen bliver der således ikke rokket ved - hvilket klart fremgår af årets to store produktioner: LP'en Ta hva der er dit og den 88 sider store plakatbog i A3-format Kollektive billeder.

Troels Trier har skrevet tekst og musik til de otte af pladens ni numre. Det sidste er Brecht og Eislers "Enhedsfrontssang" i Ivan Malinovskis oversættelse. Sangenes temaer er iøvrigt forbrugerismen, imperialismen, forureningen, varegørelsen af det menneskelige arbejde, eksperttyranniet. Titelsangen "Ta hva der er dit" præsenteres med Mao Tse-Tungs ord om, at folket og alene folket er drivkraften i verdenshistorien:

Hvem står bag produktionen?
Det gør vi - det gør vi
Hvem lægger bunden i nationen?
Det gør vi - det gør vi
Hvem bestemmer hva vi ska? - ikke vi
Hvem dirigerer kapitalen? - ikke vi
Ta - ta - ta - ta hva der er dit
Ta hva der er dit

I bogen Kollektive billeder samler gruppen et udvalg af de mange plakater, det var blevet til siden starten i 1969. Bogen indledes med en artikel, som fastholder synspunktet, at al kunst er klassekunst. Efter beskrivelsen af den kollektive arbejdsform og billedteknik udtrykker Røde Mor sin hyldest til socialrealismen: "Der er () kun én isme, som på sit program har proletariatets sag, og det er socialrealismen. Socialrealismen er den eneste, der bevidst arbejder for social retfærdighed og arbejder på at nedbryde borgerskabets kulturelle monopol. Det er derfor socialrealismen regnes for en slags uren kunst, en mindre fin isme."
Artiklen skriver endvidere om bevidsthedens rolle i klassekampen, og om virkningerne af politiseringen af studenter og arbejdere i 1960erne. Den slutter med gruppens program for en kollektiv proletarisk kunst.
Ved siden af hver afbildning skriver Røde Mor en kommentar eller forklaring. Teksten til den første, en solidaritetsplakat for Venstre Socialisterne 1. maj 1969, lyder:

En af de vigtigste inspirationskilder i vores arbejde har været Mao-Tse-Tung's: Taler på Yenan-konferencen om litteratur og kunst, 1942. Her prøvede kinesiske intellektuelle og revolutionære at afstikke retningslinierne for deres arbejde. Et vigtigt punkt i deres konklusioner er, at kunsten må stille sig til rådighed for det revolutionære, kommunistiske parti - og at partiet optræder som en slags arbejdsgiver for kunstnerne.
Vi føler, at den politiske situation i dagens Danmark, hvor alle partier arbejder på et parlamentarisk grundlag, er sådan, at vi som gruppe ikke kan tilslutte os noget bestemt parti. Vi har derfor været henvist til at følge den fremgangsmåde at samarbejde med mange forskellige politiske grupper fra det yderste venstre helt over til socialdemokratiske fraktioner, efter at vi fra sag til sag i gruppen har diskuteret de politiske konsekvenser af de enkelte aktioner.


Plakatbogen er en status over Røde Mors billedkunstneriske produktion og samarbejdspartnere. Kollektivet havde produceret plakater og grafik til bl.a. studenterådene, Midtjysk Kunstforening i Brande, overenskomstforhandlingerne, Vietnam-kommiteerne, Kofoeds Skole, Internationalt Forum, Danmarks Kommunistiske Ungdom, Kvindebevægelsen, Debatteatret, de sociologistuderendes tidsskrift Kurasje, Kampagnen mod EEC, og Selskabet for kulturel forbindelse med Kina, samt illustrationer til det litterære tidsskrift Vindrosen og dagbladene Politiken og Aktuelt.


Da vi havde grædt ud oven på 2.oktober
Kollektive Billeder udgives i november 1972. En måned forinden havde danskerne med et lille flertal stemt sig ind i EF. Venstrefløjspartierne, i tusindvis af aktivister landet over, teatergrupper, musikgrupper måtte erkende nederlaget.
Men indlemmelsen i Fællesmarkedet kommer ikke alene. Ved folketingsvalget i 1973 stiller et nyt dansk populistisk parti, der kalder sig Fremskridtspartiet, op under ledelse af advokaten Mogens Glistrup. Han har forinden i fuld tv-offentlighed bevist, at det kan lade sig gøre at tjene mange penge uden at betale en krone i skat.
Folketingsvalget finder sted i december og på valgaftenen står det klart for alle, at Mogens Glistrup er kommet i Folketinget med 28 mandater, mens den socialdemokratiske højre-udbryder Erhard Jacobsens og hans Centrumdemokrater står med 14. Regeringen Anker Jørgensen går af og en mindretals-venstreregering under ledelse af Poul Hartling tager over.
Valget er gået over i historiebøgerne som 'jordskredsvalget'. Men hvor kom alle disse vælgere fra, der havde sat deres kryds på de to nye partier; og hvorfor gjorde de det?
Venstrefløjsboomet siden '68 havde tilsyneladende fremprovokeret et oprør fra højre. Stemmerne kom fra de gamle partier, der afleverede 30-40 % af deres vælgere til de to populistiske partier. 1960'ernes store økonomiske opsving var blevet ledsaget af en stor social revolution, hvor landbruget reduceredes drastisk med kraftig afvandring og nedlæggelse af selvstændige brug til følge. Dertil kommer at kvinderne i disse år vandt stærkt ind på arbejdsmarkedet. Men den industrialisering, der fulgte, flyttede i modsætning til tidligere tider vestpå, altså fra byerne til landet - ud til den ledige arbejdskraft. Denne nye arbejdskraft var opdraget og socialiseret i landbrugsmiljøet, hvor man hverken var medlemmer af fagforeninger eller arbejderklubber. Det var folk, der var vant til at tage hånd om deres egen tilværelse.
Jordskredsvalget betyder en fuldstændig omvæltning af det politiske billede i Danmark. Dertil kommer, at en ny krise forinden har rystet danskerne - en energikrise påført af de olieproducerende arabiske lande. Ulemperne giver sig først og fremmest udslag i nogle måneders bilfri søndage.
Men samtidig med at olie- og benzinpriserne derefter stiger drastisk, eksploderer også arbejdsløsheden; og i de følgende årtier udvikles en udpræget krisebevidsthed, der undervejs næres af globale befolknings- og miljøkatastrofer.

Situationen giver Røde Mor anledning til i december 1973, hvor gruppen udsender sit 3. årsskrift, at revidere tidligere manifester - ud fra erkendelsen af, at borgerskabet ved hjælp af sit kulturmonopol har befæstet sin magt og udbredt den borgerlige ideologi til arbejderklassen.
Årsskriftet har karakter af selvransagelse, dels efter splittelsen i kollektivet, dels efter 2. oktober-nederlaget. Der hedder således i tegneserien om 'Røde Mors indre hemmelige liv:

- Hej du - hvordan går det nu med den proletariske kunst?
- Æh - joh -
- Da vi skiltes sidst var du begyndt at arbejde mere sammen med folk.
- Ja det er det eneste rigtige. Da vi havde grædt ud oven på 2. oktober gik vi i gang igen. Vi opsøgte arbejderne.

Og i det reviderede manifest lyder det nu:

Vi melder os på den anden side. Vi vil stille vores kunst til rådighed for arbejderklassen og være med til at skabe en politisk, proletarisk kunst.
Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen.

Og så var der tegneserierne. Røde Mor kaster sig ud i lange og underholdende serier der fortæller om gruppens daglige arbejde og bryderier. Den politiske tegneserie kendtes både fra Claus Deleuran i Politisk Revy, de svenske Folket i Bilds gemytlige "Bellman" og successen Historieboken der oversættes til alle europæiske sprog. Men Røde Mor er bestemt også med i feltet og lægger et meget stort arbejde i tegneserieproduktionen.
Til kunsten som våben i klassekampen bidrager også årets Røde Mor-LP Grillbaren med tekster og musik af Troels Trier og Niels Brunse. Og af Peter Mogensen og Peter Ingemann, der hermed optages i kollektivet. Her synger Troels Trier om "Økonomisk demokrati", "Den administrerende direktør", "Pamper", "Hotel España", "Automathallen" og "Grillbaren".
Med udgangspunkt i dagliglivets klasseforhold, hverdagsautomatikken, charterrejsen og grillbaren er den socialistiske realisme i Røde Mors særlige udformning nu slået helt igennem.


Linie 3
Jeg tog Linie 3 den anden dag
Fok stod på og folk stod af
De sad i samme bus og kørte samme vej
Alligevel sad folk ligesom hver for sig
Ingen ser hinanden, ingen siger et ord
De rør sig ikke, smiler ikke spor
En mand åbner munden, men bliver straks genert
Som om han har gjort noget helt forkert
Ikke høre, ikke tale ikke se
Blind og døv og stum på Linie 3.


I løbet af 1974 indspiller Røde Mors orkester LPen Linie 3 med samme besætning som Grillbaren. En omstrukturering med ønske om professionalisering og medfølgende indskrænkning af gruppen har fundet sted siden midten af 1973. Alt arbejde udføres nu af gruppens to sektioner for grafik og musik/lys.
I 1974 beskriver Røde Mor, hvorledes der udefra bliver stillet krav om større nuancering af det kunstneriske udtryk. Med den nye struktur og mindre gruppe opnås en hurtigere arbejdsdeling og større ideologisk enighed - og med Peter Ingemann og Henrik Strube får orkestret optimal musikalsk slagkraft. Dertil kommer at Røde Mor etablerer et samarbejde med Clausen & Petersens Gadecirkus, en satirisk-politisk gøgler og kunstnerduo med Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen. I samarbejde med dem udvikles snart Røde Mors Rock-Cirkus, som i løbet af kort tid bliver 70ernes største musikteatersucces.
I årsheftet forholder gruppen sig til en lejlighedsvis fremført kritik af brugen af 'larmende og grov rockmusik, der næsten udelukkende henvender sig til et yngre publikum':

Vi er klare over, at rockmusikken som politisk musikform har sine begrænsninger. () Mange har ment, at vi burde arbejde med udgangspunkt i en mere nationalt præget spillemandstradition. Vi føler imidlertid, at den danske folkemusik har været undertrykt så længe, at vi ikke rigtig ser nogen mulighed for at arbejde politisk med den. Desuden er den gamle danske musik knyttet til bondesamfundet og derfor svær at overføre til et moderne industrisamfund. - Vi har i stedet søgt at finde former for levende folkelig kunst, som vil kunne indgå forbindelse med den politiske, elektriske musik.

Hermed træder Røde Mor frontalt op mod den grundtvigiansk inspirerede eller direkte 'vadmelsdyrkende' del af venstrefløjen med ståsted i miljøet omkring Studenterkredsen og højskolens Vartov-kompleks i København.
Begge fløje er imidlertid enige om modstanden mod Danmarks indlemmelse i EF:

Følgerne af EF-politikken har vist behovet og mulighederne for en bred folkelig rejsning, men har samtidig afsløret svaghederne i arbejderklassens og venstrefløjens organisation og afklaring.

Røde Mor opfordrer derfor de politiske kunstnere til at slutte sig sammen i grupper og kollektiver, lige som befolkningen opfordres til at organisere sig i grupper omkring livsvigtige spørgsmål som bolig- og arbejdspladsforhold, forurening, trafik, undervisning osv. Disse sammenslutninger og grupper af befolkning og kunstnere skal samlet danne udgangspunkt for en front vendt mod den borgerlige kultur:

En Kulturfront er en alliance mellem arbejdere, kunstnere og kulturarbejdere med det formål at skabe en politisk bevidst kunst og kultur, der kan tjene som et våben i klassekampen. Klassekamp betyder her aktiv kamp mod kapitalens herredømme over kulturlivet og for en folkets kultur. () I de kommende år vil arbejdet med en kulturfront blive én af de vigtigste opgaver for de politiske kunstnere.

Røde Mor lægger sammen med Clausen og Petersens Gadecirkus et stort arbejde i opbygningen af Socialistisk Kulturfront, der med sine udstillinger, festivaler, høringer, bogudgivelser og koncerter kommer til at sætte sit præg på 70erne. I 1974 udgives sangbogen Røde Mor illustreret sangbog 2 ; med hit'ene fra de sidste plader - helt overvejende Troels Triers tekster og melodier. I forordet hedder det:

Politisk musik og sang kan bruges på mange måder - fra den helt almindelige fællessang til mere eller mindre professionelle gruppers optræden ved møder og sammenkomster. Der vokser her en samværsform op som i sig selv er et alternativ til den kommercielle underholdning.

Samme år bliver grafikgruppen kontaktet af arbejdere fra Vejle. De har været i diskussion med Vejle Kunstmuseum om, hvorfor der ikke er arbejderkunst på museet, og direktøren opfordrer dem til at samle en gruppe kunstnere efter deres egen smag. Det resulterer i udstillingen Hverdagsbilleder. Det bliver en stor succes, også som vandreudstilling. Og året efter gentages den som Hverdagsbilleder 2. Røde Mor deltager i planlægningen sammen med bl.a. Ola Sporring og Jane Muus og laver selv fire plakater til udstillingen.
Det bliver starten på en ny måde at udforme plakater og en ny måde at forvalte den kollektive arbejdsform på.


Betonhjertet
Årsheftet for 1975 ligner i sit ydre sine forgængere. Omslagets sædvanlige Røde Mor-ikon - den nøgne kvindetorso indskrevet i en cirkel - er imidlertid denne gang trykt på et stykke guldkarton. Og teksten indeholder lige så meget kollektiv årsberetning som produktionsplan med diagram, omsætning og regnskab.
Røde Mor har taget en nødvendig konsekvens af sin succes. Tidligere års kollektive arbejdsprocesser efter princippet "Enhver fugl synger med sit næb" og under parolen "Bekæmp bureaukratiet og arbejdsdelingen" har angiveligt slidt gruppen ned. Dertil kommer, at denne tidkrævende og ofte ulønnede arbejdsform har forhindret flere i overhovedet at tjene penge til mad og husleje.
Tiden råbte på professionalisering. Forskellene på gruppens to aktivområder, grafik og musik, er tydelige: Grafikken udføres med store produktionsomkostninger, materialespil, ekspedition, forsendelse og ringe fortjeneste - køberne er jo almindelige, fattige unge, små tidsskrifter, faglige klubber, græsrødder, alternative foreninger, børnehaver. Orkesteret arbejder derimod under moderne vilkår for musikproduktion, hvad enten det gælder shows eller plader. Her er indtjeningsmulighederne helt anderledes. Aflønningen i musikgruppen sker på andelsbasis.
Løsningen på problemerne synes at være professionalisering og minimering af gruppen. For grafikgruppen indføres fast honorar i forbindelse med enhver bestillingsopgave. Musikgruppen stabiliseres som en fast gruppe af musikere, fast manager til booking og professionelt lyd- og lysudstyr. Kort sagt er der tale om en investering i det politisk alternative marked og det stigende behov for musik til "politiske aktioner, demonstrationer og indsamlinger, blandt andet til fordel for Vietnam, Chile, Cuba Uniprint, Christiania og de indsatte i fængslerne".
Røde Mor Kunstnerkollektiv udgøres nu af Grafik: Thomas Kruse (Århus), Dea Trier Mørch (København) og Yukari Ochiai (Montreal), og Rock-Cirkus: Erik Clausen, Peter Ingemann, Peter Mogensen, Andreas Trier Mørch, Leif Petersen, Henrik Strube og Troels Trier (alle København). Henvendelse angående orkester og udstilling rettes til manageren Peter Abrahamsen Lars Bjørnstræde 11.
Professionaliseringen betyder også indmeldelse i Dansk Musikerforbund "så vi via arbejdsløshedskassen er garanteret en vis minimumsindtægt".

Omstrukturering og rationalisering foretages ikke uden svære overvejelser. Under overskriften "Idealisme og realisme" trækker gruppen paralleller til udviklingen på resten af venstrefløjen og erkender at mange - måske alle venstrefløjsgrupper som expanderer, før eller siden står i den samme valgsituation som vi har gjort. Man kunne nævne bogcafeerne som en typisk venstrefløjsaktivitet, der også står midt i dette problem. Nogle af dem er gået neden om og hjem med stor gæld og endnu større bitterhed vendt mod resten af miljøet, som de mener har svigtet. En sådan holdning er efter vor mening udtryk for idealisme i negativ forstand.
Vi tror, det er uhyre vigtigt at gribe sagen an på en yderst realistisk måde, hvis man ikke i sidste ende skal komme til at gøre større skade end gavn med sit arbejde.
Foruden de venstrefløjsaktiviteter, som lider nederlag på grund af idealisme, ser vi også eksempler på venstrefløjsinitiativer, som forsøger at fortsætte inden for det etableredes rammer. Der er en vis risiko for, at disse initiativer i løbet af et par år vil komme til at administrere borgerskabets kultur og således ikke længere være i stand til at repræsentere det alternative, socialistiske miljøs interesser.
Samtidig er det klart, at ethvert initiativ kræver en vis økonomisk basis. Derfor mener vi, at det er så meget desto mindre påkrævet, at venstrefløjen skaber sine egne, stærke og økonomisk uafhængige enheder.

Årsrapporten slutter med et essay om "Kunsten som vare". Her bliver den officielle kunstproduktion beskrevet fra middelalder til kapitalisme og imperialisme; og i sine modsætninger som 'finkunst og massekunst', hvor de individualistiske kunstnere i et alt andet end liberalt system af kunstagenter, gallerier, firmaer og massemedier må slå knuder på sig selv for at overleve. Men en ny modoffentlighed ville kun kunne udvikles:

Hvis kunstnerne og kulturarbejderne vil erkende deres rolle i undertrykkelsesapparatet og samtidig indse, at de selv er proletariserede både i levevis og i deres arbejde - er der basis for et gennembrud i den ideologiske klassekamp.

Årsrapportens midterside er program for Røde Mors Rock-Cirkus' nyeste forestilling og plade-album Betonhjertet - billeder fra Ib Sylvesters liv i 20 scenebilleder. Det er en stor satsning at gå fra koncertformen med enkeltnumre til rockoperaens totalteater. Forestillingen introduceres a la 'Sangen om Larsen':

Hør her vor ven Sylvesters historie
historien om en martyr uden glorie
Han lever i et samfund, hvor målet er profit
og hvor det derfor går de fleste skidt.

Og så følger sangene om Sylvesters miljø i forstaden med betonmotorvejsbroer, og S-tog, der standser og skifter mandskab - "Maskiner og mennesker fylder mit landskab og strømmer så længe betonhjertet slår". Sange om supermarkedets "maltrakterede dyr", det selvoptrækkende jubilæums-ur, weekendens to fridøgn - "jeg har en weekend som skal slås ihjel, jeg har to døgn hvor jeg kan finde mig selv". Og sangen om den elskede, der forlader ham - "du vil herske over mig fordi du ikke kan beherske dig selv". Sylvester går på piller og nærmer sig selvmordet:

Jeg siger skiftevis: hjælp mig
og: lad mig sejle min egen sø
Jeg er for træt til at leve
og for bange for at dø

Sylvester bliver indlagt på "Hotel Psyko" og behandles med elektrochok. Han er en flink patient:

De har givet mig nyt tøj
Nu ligner jeg de andre her på gangen
Pyjamasbukser og en spændetrøje
Med ærmer som er alt for lange

Sylvester får det hvide snit og bliver således offer for det kapitalistiske systems umenneskelighed; han er blevet udsuget af den moderne vampyr. "Slå vampyrerne ned" synges der til sidst: kun i fællesskab kan vi bekæmpe dem.

Betonjertet bliver venstrefløjens samlingsmærke i en trængt tid, hvor Mogens Glistrups Fremskridtsparti og Erhardt Jacobsens Aktiv Lytterkomité øver censur og fremavler selvcensur, mens Hans Hetlers landsdækkende "Familieværnets telefonavis" hængere navngivne venstrefløjskunstnere og -intellektuelle ud med adresse, børn og samlevere.
Forestillingen har premiere på Huset i Magstræde, og opføres siden i Christianias Grå Hal og på turne rundt i landet for et titusindtalligt publikum. Dens tematiske beslægtethed med Ken Keseys Gøgereden - som danskerne tog til sig med Jack Nicholson i rollen som Sylvester - tilfører den så stor universalitet og autenticitet, at den siden har stået som et af de stærkeste udtryk for 1970ernes kollektive venstrefløjsbevidsthed. Hvilket et forrygende salg af dobbelt-LP'en da også bekræftede.


Sidste sang
Betonhjertet og de forgyldte refleksioner i årsrapport nr. 6, 1975 skulle da også blive kulminationen på Kunstnerkollektivet Røde Mors virksomhed. Det store essay om "kunsten som vare" bliver det sidste bidrag til de mange seminarie- og universitetsopgaver, oplæg ved ruskurser, internater og ølejre, der med Røde Mor som læremester og inspirator var blevet skrevet og debatteret landet over.
I 1975 udfører Røde Mors grafikgruppe en stor udsmykning i Byggefagenes Hus i København. Samtidig udgives Billedroman, en grafikbog med 78 linoleumssnit, der i tre kapitler- uden ord- fortæller historier om Vietnam, Chile og Danmark. Bogen, der kommer i flere oplag, lægger sig tæt op ad det gamle socialistiske kunstnerforbillede, Frans Masereel. I kataloget skriver gruppen optimistisk, at den vil fortsætte med den slags udgivelser. Det skulle komme til at gå anderledes.

1976 udkommer Dea Trier Mørchs roman Vinterbørn om fødselsoplevelsen som kvindesolidarisk handling. Med sin intense fortællestil og karakteristiske linoleumssnit - som snart ses som plakater på alle landets fødegange og venteværelser - tager romanen kraftigt fokus i størstedelen af Danmarks og Nordens befolkninger. Dertil kommer at Røde Mor med bl.a. Dea Trier Mørchs roman- og siden filmsucces rykker den politiske kunst ind på forlaget Gyldendal og den etablerede kunstverden.

Røde Mor's Rock-Cirkus laver endnu en revy Hjemlig hygge sommeren 1976 om den kernedanske borgerlige familie - med slagnummeret

Jeg er på rekreation
og jeg ville ikke bytte for en million
Det er så skønt at være på landet
det er så dejligt at være ved vandet

Det er nu ikke længere Demos, der står for pladeudgivelsen, men Røde Mors Musikforlag RM2.
Hjemlig Hygge turnerer og bliver - med det nærmeste gruppen kommer til egentlig popmusik - til en stor folkelig succes. Forestillingen bliver endda optaget og udsendt på tv.
Også den sidste plade - opsamlings-LP'en Sylvesters drøm 1978 med sange og musik fra alle årene udsendes på Røde Mors eget forlag. Coveret meddeler, at alt overskud ubeskåret går til Røde Mors Fond, der har til formål at støtte politisk kunst på den danske venstrefløj.
I de følgende ti år uddeler Røde Mors Fond priser til bl.a. Assivikfestivalen i Grønland, musikgrupperne Parkering Forbudt, Voxpop og Fredsbandet, billedkunstnerne Anni Hedvard og Erik Hagens, forfatteren og kunsthistorikeren R. Broby-Johansen, tegneren Claus Deleuran, digteren Muniam Alfaker, Murmalergruppen i Århus, Nørrebro Radio, Kvindegalleriet i København og Tukakteatret i Fjaltring.

Røde Mor lukker og slukker således med maner. I næsten ti år har gruppen tegnet, sunget og spillet langt ud over venstrefløjen i Danmark og Norden. Musikalsk har der naturligvis været plads til andre orkestre på 1970ernes politiske scene - Savage Rose, Gasolin - men foreningen af plakater, manifester, årbøger, sangbøger, cirkus og koncerter har gennem gruppens næsten ti-årige levetid skabt et nærvær, der på mange områder har forenet store dele af den splittede venstrefløj.
En ideologisk koncensus, en uerkendt solidaritet - kan man kalde det. Eller helt enkelt: RØDE MOR.

© artikel Af Olav Harsløf / forfatter og kulturhistoriker

Til Toppen